onsdag den 7. januar 2015

Slapperdage

Lørdag aften/nat (d.3/1) blev Adea syg med feber og diarré. Derfor aflyste vi den Jungletrekking tur vi havde planlagt søndag og tog alle fire en slapperdag derhjemme. Kristian og jeg var på skift i poolen med Simone, mens den anden var hos Adea. Vi spillede spil, læste, shoppede osv, mens Adea fladede ud og sov, og enten Kristian eller jeg hele tiden var i nærheden af hende.
Efter aftensmaden tog Simone og jeg en tur ned til den lokale strand, hvor vi nød en lækker iskold smoothie i Chill Out baren. Det var sjovt at sidde og kigge ud på de mange natfiskere, der gik rundt ude i havet, hvor der er lavvande efter solnedsgangstide. De havde vand op til knæene og pandelamper på alt imens, de gik rundt og fangede krabber og rejer.

Mandag d.5/1 fik Adea det lidt bedre, hun spiste mere, og feberen var faldet en del. Hun havde stadig meget diarré, så Kristian og Simone lejede en scooter om formiddagen, tog ud for at snorkle og så vilde aber, mens jeg var hjemme hos Adea. Om eftermiddagen blev Kristian hjemme hos Adea, mens Simone og jeg tog ud til en dejlig strand (Lonely Beach), hvor vi badede, slappede af, læste og nød en milkshake, mens vi så solnedgangen
Om aftenen var Adea frisk nok til at tage en lille tur med ned på stranden, hvor vi spiste pizza til aftensmad.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar