D.1.januar stod vi op tidligt ved 08:30-tiden og spiste morgenmad, inden vi blev hentet af de tyske par fra: "Green Divers- Koh Mak", som kørte os til havnen, hvor vi sejlede med en båd ud til marinenationalparken: "Koh Rang". Christine fungerede som guide, men en mand fra Thailand styrede båden.
Det blæste en hel del i morges. Der var hvide skumtoppe på bølgerne, så båden gyngede meget på vej derud. Så meget at stakkels, søde Simone blev søsyg og endte med at kaste op ud over rælingen.
Hun fik det heldigvis bedre efter at have kastet op og var klar til at snorkle, da vi nåede frem.
Det var en enestående og helt igennem fantastisk oplevelse at få lov at opleve livet under havoverfladen. En særlig stor oplevelse var det for Adea, der for første gang i sit liv så koraller, store fiskestimer og mange farvestrålende fisk helt tæt på.
Vi fik i øvrigt en luksustur, dvs. en båd og en guide helt for os selv, i det det andet hold, der skulle have været med meldte fra pga en lidt for vild nytårsfest i går aftes.
Heldigvis havde vinden lagt sig, da vi skulle sejle hjem og hjemturen var helt anderledes og behagelig end turen ud.
Da vi kom hjem ved 15-tiden tog vi slapper ved poolen, og så skete der det fantastiske, at Adea hev sin første (!) rokketand ud. Noget hun har ventet meget længe og tålmodigt på at få lov til at opleve. Så bliver det spændende om den tandfe, der kommer i nat er fra Danmark eller fra Thailand (;-))





Ingen kommentarer:
Send en kommentar